MINE BEHANDLINGER

Når man får en Bodysds behandling hos mig er det lidt som at få “taget temperaturen” på kroppen. Hvordan står det til? Hvor  er man øm? Hvordan er bevægeligheden i leddene? Hvordan trækker man vejret  osv. Alt sammen indikatorer der kan fortælle noget om hvordan ens sundhedstilstand er.

Når jeg behandler går jeg på opdagelse i kroppen og “vækker den ligesom til live”. Ind imellem stiller jeg et spørgsmål eller siger blot noget om det jeg mærker i kroppen (det kroppen fortæller mig) . Det sætter hovedet i gang med at reflektere og lige så stille og på kærlig vis kan krop og hoved “ tale” ind i følelserne – ind i hjertet.

Vi bærer alle kroppen forskelligt og har  ting med i bagagen fra et helt liv, som er lagret i kroppen. Nogle er gode til at udtrykke følelser og behov, mens andre “gemmer” på følelser og udtrykker meget sjældent egne behov. Desværre er der en tendens til, at man i vores moderne samfund bruger hovedet og måske kroppen for meget og glemmer eller tilsidesætter hjertet helt.

Jeg oplever f.eks. flere klienter, der ræser afsted igennem livet med “skjold” på og forsøger på bedste vis at undgå alt, der kan gøre dem sårbare. I virkeligheden undgår man på den måde at mærke og leve livet og glemmer helt at lytte til kroppen.

Mine behandlinger er et samarbejde med dig og din krop, hvor vi sammen finder vejen tilbage til DIG. Jeg plejer at sammenligne behandlingen med en “dans”, hvor samarbejdet er super vigtigt for, at “dansen” svinger optimalt. Du finder ud af hvad du mærker, hvilke behov du har og om du er tro mod det du mærker. Tro mod egne behov og følelser.

Jeg tror på, at livet “fodres” af kærlighed. Så hvis kærligheden mangler, er der også rigtig mange andre ting i livet, der kan blive svære, og kroppen vil på alle mulige måder forsøge at “larme”/fortælle at den er i underskud!

Ayurvedaen og BodySDS har mange lighedstræk. De er begge alternativer til det konventionelle sundhedssystem og går hånd i hånd på flere områder. 

BodySDS er et holistisk behandlingssystem, der arbejder med hele mennesket både det fysiske, mentale/psykiske og det sjælelige. Gennem kropsbehandlingen sættes flere processer i gang, og kroppen vil efterfølgende forsøge at heale sig selv og finde balancen både fysisk, psykisk og energimæssigt. Desværre er der mange mennesker, der kommer til en BodySDS behandling for at få et “kvikfix”, hvilket sjældent kan lade sig gøre, når det handler om ubalancer. 

Ayurvedaen åbner op for en fantastisk værktøjskasse, som kan supplere og støtte folk i den proces, der sættes i gang med BodySDS. Ayurvedaen understøtter helt naturligt kroppens evne til at hele sig selv. Det handler om balance i alle områder af livet, herunder ernæring, søvn, arbejde, relationer m.m.  

At blive bevidst om sine ubalancer og tage kærligt hånd om sig selv og sin sundhed er det første skridt på vejen mod et liv i balance. 

For mig giver det virkelig god mening at lade de 2 “systemer” supplere hinanden. Derfor vil jeg i mine behandlinger supplere med Ayurvediske værktøjer i det omfang det giver mening, så der skabes de mest optimale betingelser for at skabe balance, helhed og healing/heling.  

Er det første gang, du skal have en Bodysds behandling hos mig, vil jeg anbefale dig at booke 1 1/2 times behandling . Jeg kan godt lide at have god tid og være grundig, så du får en god oplevelse.

Har du brug for flere behandlinger, finder vi sammen ud af og tilrettelægger evt. et forløb tilpasset dine særlige behov.

 

Kombinationsbehandling ( Bodysds+healing )

Som noget nyt har jeg lavet en ny type behandling, som kombinerer den lidt “konfronterende” Bodysds behandling med den mere blide og kærlige healing.

I mit arbejde med Body SDS kropsterapi og klienter, er det blevet mere og mere tydeligt for mig, at mennesker generelt har brug for at finde ind til sin egen kerne – en kerne af stærk energi og kærlighed.

Desværre er der rigtig mange mennesker, der igennem livet af forskellige årsager bevæger sig væk fra sig selv, og deres kerne, hvilket jeg finder virkelig trist.

Med BodySDS kropsterapi har jeg et super redskab til at “vække” kroppen, så man pludselig kan mærke sig selv tydeligt og derfra måske bedre kan handle anderledes og mere hensigtsmæssigt i forhold til egne behov.

BodySDS- Behandlingen kan ind imellem virke lidt “overvældende”, fordi hele systemet ( krop, hoved og hjerte ) arbejder og sættes i gang. Tankerne “ kører”,  gennemstrømningen af blod og lymfe “kører” og endelig er følelserne også i gang på fulde tryk.

Med healingen som afslutning på en Bodysdsbehandling kan hele “systemet” få lov at lande igen, og nervesystemet blive roligt. Det kan optimere BodySDS-behandlingen med en mere “blid”og kærlig energi, som efterlader kroppen med ro, velbehag og afklarethed.

Jeg anbefaler specielt klienter med “tung bagage” at vælge denne kombinationsbehandling, men alle kan have gavn af den.

Garanti for kvalitet: Jeg er registreret behandler hos Dakobe og autoriseret hos Body SDS. Det betyder, at min uddannelse lever op til de høje krav hos Dakobe, og at jeg løbende modtager videreuddannelse hos Body SDS. Flere forsikringsselskaber betaler skadesforløb og forløb til stressramte udført af registrerede Body SDS-behandlere. Er du i tvivl om dette gælder for dig, så kontakt dit forsikringsselskab.